Marianne mobilbanner

8 mdr sygemeldt med stress, nu er jeg fyldt med kærlighed. Og mit hovede har det meget bedre. Meget overvældende, rørende, varmende, afslappende og helt igennem fantastisk - Kærligst Pernille Kruuse
MK Banner2016 900

Godt og skidt - findes det??

 
ALT er kraft!
 
Når vi dømmer, giver vi kærligheden det røde kort...
Når vi vælger kærligheden ophører frygten og dommen.
 
Inspirationerne venter på mig, håber jeg. Det jeg skal skrive i dag føles svært, uhåndterligt. Jeg ved også, at jeg ikke selv personligt er færdig med indholdet, så jeg skriver også for mig selv:
 
Kraften er guds barn og den bor i dig og mig, i os alle. Kraften er det allestedsnærværende princip og kender ikke til grænser. Alt er et resultat af kraften. Der findes ikke andet end det.
 
Når vi dømmer om, hvad der er ”godt” og ”skidt”, så benægter vi tilliden til kraften. ”Godt” eller ”skidt”. Disse to ord, som vi bruger så meget skaber blot begrænsninger for os og forleder os til at tro, at vi virkelig kender baggrunden for alting, således at vi har ret til at dømme os selv,  hinanden, vores handlinger eller andres. Hvis vi virkelig kendte hele sandheden ville vi se, at alt kommer af kærligheden, uanset hvordan det ser ud. Had og vold, fysisk eller psykisk er blot fordrejet kærlighed. Et råb om kærlighed. Hvorfor er det vigtigt? Fordi det er denne dom, der plager os, det er den dom, vi måler os selv efter og derefter finder os selv eller naboen for tykke eller for tynde, for dumme eller for kloge, for sindssyge eller for håbløst naive.
 
Sandheden er, at vi er, som vi er, at vi gør vores bedste – ud fra kærligheden - og der er ingen grund til at tro, at der er noget galt med os. Gud opfordrer aldrig til vold eller had, men gud bestemmer altså ikke over, hvordan vi udtrykker vores fortolkninger af kærlighed. Alt det, vi har skabt, er skabt af kærlighed - af kraft – i vores egen fortolkning. Kraften dømmer ikke, det gør vi. Det er en illusion at tro, at kraften – eller Gud, Bouddha, Muhammed – dømmer. Det er os selv, der gør det. For gud er vi alle som vi er, og der er ingen forventninger om det ene eller det andet. Vi er alle som vi skal være. Vi handler som vi har lært, vi ”fortolker” kærlighed og kraft, som vi nu har lært. Vi fortolker gud som vi har lært – og som det står i gamle skrifter, der er skrevet af mennesker – og ikke af gud.
 
Blot fordi noget står i biblen er det ikke det samme som, at hvert et ord er sandt, omend der kan være meget sandhed at finde der. Skyld, synd og straf er illusioner, som mennesker har opfundet for at kunne dømme – det har aldrig været guds ønske at dette skulle ske. Gud er ren skaberkraft og kærlighed, og hvad kærligt er der i at dømme? Når vi fordømmer andre, siger vi så ikke blot, at vi ved bedre? At vi ved, at der er handlet ”forkert”? Men alle handler rent faktisk ud fra det bedste, de har lært! Det eneste denne ”bedreviden” skaber, er adskillelse. Resultatet af at dømme er kun smerte, intet andet. Vi adskiller blot os selv fra ”alle de andre”, og det gør ondt. Vi giver kærligheden det røde kort. Vi tillader os selv at tro på, at mennesker kan være onde, blot fordi vi ikke er i stand til at se kærligheden i deres handlinger og deres væsen. Det er det, der afslører vores blindhed for kraften. Det vi ser efter, er det vi finder. Ser vi efter ondskab, så "finder" vi den. Ser vi kærligheden, så finder vi den. I dommen afskærer vi os fra muligheden for at se kærligheden i alt.
 
Jeg har dømt mig selv, jeg har dømt andre, i mit stille sind, masser af gange. Nogle dømmer højlydt, det gør jeg ikke, men dommen er den samme. Jeg opdager stadig flere domme i mig. Alt det har bragt mig er smerte og idéen om, at der er noget galt. Med mig selv eller med andre. Jeg har set på mig selv og set på andre og delt det hele op i ”godt” og ”skidt”. Jeg mærker resultatet: At jeg nægter at se kærligheden i det, jeg selv gør, det jeg er, det jeg står for. Al den smerte, det har skabt er næsten umuligt at give udtryk for. Måske bunder det hele i et ønske om kontrol, et ønske om at ”have styr på” verden, men hvorfor? Hver gang jeg opgiver at dømme, hver gang jeg opgiver at sætte ”etiket” på mig selv eller andre, så oplever jeg gaven: Sammenhæng, helhed, kærlighed, tilgivelse og tillid. Det er alt det, der er, når dommene hører op. Alt er som det skal være. Alt det, der sker er et udtryk for kraften på den måde, som kraften har mulighed for at udtrykke sig i det givne øjeblik.
 
Lige nu kan jeg mærke, hvordan jeg gerne vil skrive noget ”klogt” eller noget ”rigtigt”. Alene ved at skrive denne sætning føler jeg, at jeg blotter mig, og jeg kan mærke, at jeg dømmer mig selv for at have sådanne ”ego-ønsker”. At dømme ligger så dybt i mig. Det er så ”nemt”, for jeg er vant til det. Andre mennesker spørger mig om, hvad jeg synes om det ene og det andet. Der er telefon-interviews, der handler om, hvad vi synes, der er godt eller skidt. Det er vores verden, det er vores måde at dele ting op på. Hvad får vi ud af det? Vi får kampe, vi får uenighed, vi får en verden delt op i godt og ondt, venner og fjender, gode politikere og dårlige politikere, terrorister og fredsforkæmpere, rædselsfulde familiemedlemmer og dejlige familiemedlemmer.... Er det sandt? Nej. Alle mennesker uden undtagelse er en del af kraften, en del af kærligheden, uanset hvilket udtryk dette menneske kommer med. Også det udtryk der er mit. Jeg ved, at det jeg gør blot er, at skrive det, der er.
 
Terroristerne viser os nødvendigheden af at se efter vores egen tryghed, at tage ansvar for vores egen tryghed og indse illusionen om, at andre mennesker, regeringer eller retssystemer, lufthavnskontroller nogen sinde skulle være i stand til at gøre os virkeligt trygge. Det er en illusion. Trygheden er noget vi kan skabe for os selv ved egen kraft. Trygheden er tæt på – uanset hvor du er. Trygheden er forbundet med tillid og med kærlighed og med det sande udtryk for kraften. Er terrorisme noget skidt? Eller er dette spørgsmål overhovedet relevant? Terrorisme er nu blevet synligt på overfladen, men viser den os ikke blot behovet for at gøre op med al den ”terror”, som vi har tilladt i vores tanker og følelser, og som vi bruger til at dømme os selv og alle andre med. Når der går hul på bylden, ser vi pus og materie – og samtidig lettes trykket.
 
Enhver er ansvarlig for sin egen tryghed, sin egen kærlighed og sin egen fred, denne inderste kvalitet kan ingen regering – intet andet menneske give. At opløse terror er at opløse forhindringerne i os selv imod kærlighed, enhed og tryghed. Netop nu er kærligheden større end nogen sinde. På en måde er modstanden mod kærligheden ligeledes større end nogen sinde, og således skabes udbrud, bylder springer. Modstanden skaber bylder, kærligheden springer dem, for således heles en byld. Kraften tiltrækker sig selv i den form, den har, indtil vi vælger at søge en anden form. Kærlighed fås også uden bylder. Vi har et valg. Når vi giver en buket blomster, får vi ofte et smil. Når vi skælder ud, får vi børn, der græder.
 
Når vi siger at ”det onde” er uden for os selv – ude i verden – i terroristerne, så afskærer vi os fra muligheden for at gøre op med det i vores eget indre, der plager os -”det onde” i os selv. Terrorister har også børn, som de kærligt har elsket. Hvordan kan vi inderst inde vide, at vi ikke har noget til fælles? Måske er illusionen i terroristerne og i os den samme. Vi tror ikke, det er muligt, at vi alle kan leve fredeligt på vor jord. Vi tror, at vi dybest set ikke ønsker det samme. Hvis vi virkelig går helt ind til vores inderste kerne, så vil vi alle det samme. Hvis du spurgte mennesker fra det allerinderste i deres hjerter, det sted hvor vi alle er på vej ind, så er det dybeste ønske her altid kærlighed og fred. Illusionen om, at der ikke er kærlighed og fred inderst er den, der plager os allermest, og det er samtidig den illusion, som det bliver mere og mere bydende nødvendigt at se på.
 
Menneskene har sovet længe, nu er rystelserne efterhånden så store, at vi ikke længere kan undlade at vågne og se kærligheden og freden i vores indre – og i alle mennesker, for dette er sandheden. Så rystelserne er vores hjælpere til at nå kærligheden, de tvinger os til at gå efter kærligheden, at se efter freden. Havde vi haft grund til at gøre det uden rystelserne, katastroferne, terroren? Når vi ikke kan høre lyden, så skrues der op for styrken. Så hav tillid, alt er som det skal være, vi er alle ved at vågne, vi er ved at blive os selv igen. Der er masser af kærlighed for den, der vælger at se efter det. Hjælpen til den, der vælger kærligheden fremfor dommen er større end nogen sinde. Kærligheden er altid større end frygten. Hvis vi vælger kærligheden af os selv, så skabes ingen frygt-bylder! Kærligheden vil sejre over mørket. Det mørke der er skabt vil fremelske kærligheden, nødvendiggøre tilgivelsen, vi vil opgive dommene, fordi de til sidst i kærlighedens lys føles meningsløse. Alle har magten til forandring. Alle har et sværd. Slå et slag for kærligheden – og du vil modtage hjælp og støtte, gør det modsatte og frygten vil plage dig. Tag sværdet i hånd og dræb ikke din makker – men skær båndene for dig selv til frygt, domme, mistillid og had.
 
 
 
Og se så, hvad der står strålende tilbage – alt det du er – kærlighed, fred, tillid, samhørighed og en glæde ved at være en del af en skøn verden af skønne mennesker fyldt med kraft i sin reneste form. Tør du tro på alt dette? Du fortjener at tro på dette – for resultatet er kærlighed, og det er hvad du er, og det er hvad jeg under alle mennesker på denne jord.  

Stjernebroen Lægecenter

v/ Marianne Camille Tiffanie Kirkskov
Skøjtevej 27 E
2770 Kastrup

Telefon 6169 4003

Sociale medier

Find Stjernebroen på Youtube og Facebook

Galleri

452